| Frit fald gav vellykket brobygning i Sønderborg |
|
|
| 27. juni 2011 |
|
I Sønderborg på Als valgte man at bruge et fysikforsøg som krumtap i et brobygningssamarbejde mellem 9A på Ahlmannskolen og 1z på Sønderborg Statsskole. Emnet var: Mekanisk energi under et frit fald. Efter en gennemgang af emnet blev 10 elever fra 1z udvalgt til at undervise 9A fra Ahlmannskolen i emnet. 9A blev delt i en drenge- og en pigegruppe med ca. 10 elever i hver. De to grupper blev undervist hver sin dag. Undervisningen foregik på Statsskolen og varede ét modul for hver gruppe. En basketballs bevægelse blev analyseret ved hjælp af en ultralydssensor (LoggerPro), således, at sammenhængen mellem tid og sted blev registreret. Det hele fremvistes på projektor. Formler for fart og de mekaniske energiformer diskuteredes med eleverne. Det gav mulighed for at overføre data til regneark, og det blev demonstreret, hvorledes fart og mekanisk energi kunne beregnes i regnearket. I grupper på to gik eleverne til hver deres computer og fik hjælp af en elev fra 1z til at lave regnearket med alle beregninger og grafer.
Forløbet egnede sig rigtigt godt til brug i brobygningsforløb, da emnet blev behandlet både i folkeskolens overbygning og i gymnasiet. På gymnasiet skulle eleverne blot mere i dybden med stoffet. Underviserne i 1z udtrykte enstemmigt, at de selv havde haft et meget stort fagligt udbytte af forløbet, hvilket netop var tanken med at lade elever formidle deres egen netop opnåede viden. Da den tid eleverne i de to klasser var sammen kun udgjorde ét modul pr. gruppe, var forløbet ikke for planlægningstungt.
Silke Groth fra Ahlmannskolen fotæller:
”Det var en win-win situation. 1.g'erne skulle lære at formidle, det fik de afprøvet på vores elever. Vores elever havde hørt om mekanisk energi før, men vi har ikke apparaturet til at arbejde med det i praksis. Nu fik de adgang til et forsøg hvor ting, vi kun havde snakket om og regnet på kunne afprøves. De følte at de oplevede et modul som gymnasieelever.” |





