Seneste nyheder

16 maj 2012
Spændende kombinationsstilling som regional koordinator til NTS-center Syddanmark og som underviser til Økolariet i Vejle.   Stillingen er foreløbig[...]
29 marts 2012
Det blev en fantastisk dag med både god formidling, tankevækkende viden og de helt store smil, da skoleelever fra hele landet og forskere fra DTU fredag[...]
29 marts 2012
Onsdag den 18. april 2012 lægges den næste trædesten til Danmarks første Science Region. Denne gang med solid kommunal opbakning. Ambitionerne var høje[...]
03 februar 2012
I anledning af NTS-centerets Årskonference 2012 om Sundhed og naturfag har vi været på jagt efter ekspertudsagn om emnet. Her er det 0. klasse fra[...]
23 januar 2012
Ny profillæreruddannelse på UCC giver kommende lærere gode jobmuligheder og et attraktivt lærerliv.  To professionshøjskoler og to universiteter står[...]
 
Nationalt møde for naturfagskoordinatorer Udskriv Email
01. november 2011

Det smukke efterårslandskab i Vejle Ådal glødede i varme nuancer af gult, orange og brunt – da naturfagskoordinatorer fra hele landet den 27. oktober ankom til Historisk Værksted ved Vingstedcentret, Vingsted Mølle. De historiske bygninger gav en velfungerende og inspirerende ramme for dagens faglige indhold.

 

Arrangøren var NTS-centeret, Danmarks nationale center for undervisning i natur, teknik og sundhed. Centerets direktør Lene Bech Mikkelsen bød velkommen. Derefter gav regionalleder Marianne Hald en kort gennemgang af NTS-centerets kommunale strategi, af indsatsens målgrupper og af de værktøjer, som naturfagskoordinatoren kan bruge for at samarbejde med de mange aktører om at lave et fælles naturfagsløft i kommunen.

 

En del af de deltagende kommuner var gamle Science-kommuner, og erfaringerne fra netop Science-kommune projektet var næste punkt på programmet. Ane Jensen, som tidligere har været ansat som videnskabelig assistent på Institut for Naturfagenes Didaktik ved KU og nu tilknyttet Dansk Naturvidenskabsformidling (DNF), fortalte om erfaringer fra evalueringen af Science-kommune projektet sat i forhold til de efterfølgende workshops.

 

Derefter fulgte en stribe indlæg fra nogle af de naturfagskoordinatorer, der allerede havde godt fat i arbejdet med at implementere en naturfagsstrategi i deres kommuner. De forskellige indlæg viste med stor tydelighed, at der ikke findes en bestemt vej til målet. Forudsætningerne varierer fra kommune til kommune, og derfor må en strategi for et naturfagsløft altid tilpasses den virkelighed, som naturfagskoordinatoren befinder sig i. De meget inspirerende indlæg blev brugt som krumtap til at få den gode erfaringsudveksling og debat i gang.

 

De forskellige workshops var:

  • Strategi for et naturfagsløft ved Heiko Buch-Illing, NTS-centeret
  • Styregruppe for en kommunal naturfagsindsats ved Lars Jensen, Helsingør
  • Hvordan skabes gode netværk for undervisere – erfaringsudveksling ved Nancy Fuglsang, Rudersdal samt Mogens Hansen, Kolding kommune

Hver workshop startede med oplæg, der gav eksempler på erfaringer fra det praktiske arbejde. Derefter var der fælles videndeling og samarbejde.

 

Frokost blev pakket i poser og puttet i jakkelommerne og blev indtaget under en vandretur til Jernalderpladsen, som var en del af Vingstedcentrets historiske formidling. Her var der i øvrigt en skoleklasse på tidsrejse til jernalderen.

 

Temaet over middag handlede i første omgang om samarbejde med 10. klassecentre, ungdomsskoler og erhvervsklasser. En af oplægsholderne var blevet syg, men Thomas Sørensen, Seminarieskolen, Aalborg fortalte om skolens 10. klassecenter, som havde stor succes med et tilbud om en naturvidenskabelig studieretning. Ikke mindre end 80 % af de elever, der kom gennem denne studieretning, fortsatte på gymnasiet efter 10. klasse.

 

Fraværet af en oplægsholder gav plads til opportunisme, og Marianne Hald gav bolden op til et Open Space inspireret forløb. Her fik deltagerne mulighed for at vælge de emner, de gerne ville have en debat om.

 

Til sidst var der opsamling og perspektivering. Et af emnerne, der blev behandlet, var Science-kommune titlen. Formelt er Science-kommune projektet (som kørte i DNF-regi) nedlagt, men alle de bedste erfaringer fra projektet føres videre i NTS-centerets regi. Mange kommuner har været i tvivl. Kunne man stadig kalde sig Science-kommune – og hvis ikke. Hvad var man så? Marianne Hald, som er en af arkitekterne bag NTS-centerets kommunale strategi, kom med en klar melding: Ja, man må stadig kalde sig Science-kommune, hvis man lever op til de krav om struktur, der stilles til Science-kommunerne. Men navnet er frivilligt og NTS-centeret tilbyder det samme til alle de forskellige kommuner, helt uanset navn.

 

Derefter handlede det om netværk og kommunikationsplatform. Tommy Byskov Lund, som er regionalleder i NTS-center Midtjylland og primusmotor i udvikling af NTS-centerets site NTSnet.dk, fortalte om mulighederne i denne platform. Desuden blev der fortalt om udviklingen af en kommunal værkstøjskasse på NTSnet.

 

Til slut blev der informeret om kommende samlinger af naturfagskoordinatorerne både regionalt og nationalt.  Og I første omgang drejer det sig om regionale møder i januar 2012 og endnu et nationalt koordinatormøde i marts. Det nationale møde foregår om formiddagen før NTS-centerets årskonference 2012 og inkluderer tilbud om overnatning. Mere information om årskonferencen følger på NTSnet.dk og på nts-centeret.dk

 

Der blev i øvrigt foretaget håndholdt videoregistrering af oplæg og i mange tilfælde også af erfaringsudvekslingen. Uddrag af dette materiale vil senere indgå i den værktøjskasse, som bliver etableret på NTSnet. Det betyder at de naturfagskoordinatorer, der var forhindret i at deltage, alligevel har mulighed for at komme med fra starten og få del i de resultater, som blev opnået på de forskellige workshops.

 

Tekst og foto: Journalist Michael Jensen

 

NTS-Vingsted006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

NTS-Vingsted029

NTS-Vingsted043