| Rekordstor, ny støtterunde til uddannelser gør det nemmere for skoler at søge |
|
|
| 07. oktober 2011 |
|
LIVSLANG LÆRING-PROGRAMMET - 5. oktober 2011: EU's program til projekter inden for Livslang Læring er offentliggjort for 2012.
Programmet har flere midler til projekter i år end nogensinde før. EU-Kommissionen har afsat mere end 8,5 milliarder kroner milliarder kroner til europæiske samarbejdsprojekter. Det en femtedel mere end sidste år, hvor EU havde afsat 7 milliarder kroner. Programmet er stort og omfatter elever og undervisere i alle aldre. Det spænder fra udviklingsprojekter i børnehaven (førskoleprojekter) til udveksling af elever og lærere og helt til universitetsaktiviteter. ”Der er en række ændringer som er vigtige at være opmærksom på. Først og fremmest er ansøgningsfristerne ændret fra tidligere år,” forklarer Vibe Engel, konsulent hos Zealand Denmark EU Office.
Hun forklarer, at deadlines er rykket en måned frem – oftest til januar og februar - for mange af programmerne. hvilket også vil betyde at projekterne bedre kan tilpasses skoleårets begyndelse i 2012.
”Det er godt nyt for de skoler, der søger EU-støtte. Når de laver internationale projekter, sender lærere og elever ud i Europa eller modtager besøg skal det selvfølgelig hænge sammen med skolens planer for det næste skoleår. Hvis de nu kan regne med at få endelig besked, om de har fået støtte i juni/juli 2012, kan man nemmere planlægge skoleåret,” forklarer Vibe Engel.
Den årlige informationsdag i Bruxelles er ligeledes rykket en måned frem, så informationsdagen afholdes allerede d. 28. oktober fra 9:00-17:00 i Bruxelles. Hvis du ikke har mulighed for at deltage, kan du følge med via webcam. Alle præsentationerne med råd og vink til ansøgninger vil også være til rådighed her.
Livslang Læring Programmet har nogle særlige indsatsfelter i år. EU-Kommissionen har i år et særligt ønske om, at skolerne laver projekter i samarbejde med markedets parter. EU har et stort fokus på, at udviklingen af uddannelserne sker i tæt dialog med det erhvervsliv og arbejdsmarked, som på et tidspunkt får brug for eleverne og de studerendes ressourcer.
”Kommissionen opfordrer til projektideer, der vil inddrage erhvervslivet i planlægning og udvikling af uddannelsesforløb, samarbejder med en højere grad af vekselvirkning mellem skolebaseret undervisning og praktikophold, følordninger med mere. Og endelig skal der langt større fokus på praktikophold i andre lande i Europa,” siger Vibe Engel.
Før-skole-indsatsen har også fået en særlig prioritet, hvor der opfordres til projektforslag og etablering af europæiske netværk for at styrke indsatsen for at sikre de basale færdigheder og videndeling mellem landene.
Der er desuden et særligt fokus på at målrette indsatsen for at få en udsat minoritetsgruppe i Europa, romaerne, på skolebænken. Kommissionen efterlyser derfor specifikt projektforslag til, hvordan samfundet kan blive bedre til at integrere romaer med uddannelserne og give dem en plads på arbejdsmarkedet. Styrelsen for International Uddannelse har udarbejdet en samlet oversigt over frister for projektideer, mobiliteter og netværk.
|





